Vedtægter for Snaptun Jollehavn
§ 1.
Foreningens navn er Snaptun Jollehavn, og dens hjemsted er Snaptun, 7130
Juelsminde.
§ 2.
Foreningens formål er:
At varetage medlemmernes fælles interesse i jollehavnen til gavn for Snaptuns
borgere, Snaptuns sejlsportsliv, ungdomsarbejde og foreningsliv indenfor
søsporten samt fritidsfiskeri.
At deltage i drift, vedligeholdelse og forbedring af havn.
At være med til at skabe en miljømæssig attraktiv del af Snaptuns
vand-/havnefront, hvor både byens borgere og turister er velkomne.
§ 3.
Foreningen skal, bortset fra en rimelig driftskapital, ikke oparbejde nogen
formue, men i økonomisk henseende alene af medlemmerne opkræve de fornødne
bidrag, der kræves til at bestride foreningens udgifter.
Foreningens formue skal bestå af det til havnen hørende anlæg, grej, redskaber,
løsøre og driftsmidler samt kontante beholdninger.
§ 4.
Et eventuelt overskud ved foreningens drift kan alene komme foreningen til gode
– eventuelt til brug ved havnens udvidelse eller særlige fornyelser.
§ 5.
Ledelse:
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges af medlemmerne. 3 af de 5 skal
være bosiddende i Snaptun by.
De nævnte medlemmer vælges for 2-årige perioder. Genvalg kan finde sted.
Medlemskab af Snaptun Jollehavn er obligatorisk for alle bådpladshaver.
En repræsentant for bestyrelserne i Snaptun Lystbådehavn, Snaptun Kajakklub og
Snaptun Bådelaug har ret til at deltage i bestyrelsesmøder som observatører.
§ 6.
Bestyrelsen konstituerer sig efter hvert bestyrelsesvalg med en formand,
næstformand, kasserer og sekretær.
§ 7.
1) Bestyrelsen varetager den daglige drift af foreningen.
2) Bestyrelsens underskrift er bindende for foreningen i økonomiske og juridiske forhold.
3) Formanden og kassereren sørger for opkrævning af penge vedrørende den daglige drift.
4) Bestyrelsen hæfter ikke personligt for foreningens gæld.
5) Bestyrelsen udarbejder et reglement for benyttelse af havn og faciliteter, som er købt og opført til fælles anvendelse.
6) Foreningen tegnes af 3 medlemmer af bestyrelsen i forening.
§ 8.
Bestyrelsen lægger budget for foreningen og opkræver forud hos bådpladshaverne
det til dækning af de budgetterede udgifter nødvendige kontingent, der opkræves
i marts måned til betaling senest den 1. april.
Kontingentet dækker alle de udgifter, som direkte berører havnen, nemlig drift,
vedligeholdelse og reparation af grej og pælebroer i havnebassinet.
Endvidere skal kontingentet dække de løbende udgifter til el og vand til
bådpladser samt nødvendige forsikringer. Desuden kan kontingentet bruges til
anskaffelse af nye faciliteter til brug for bådeplads-haverne.
Samtlige medlemmer betaler et fast årligt kontingent.
§ 9.
Snaptun Jollehavn fordeler hvert år bådpladserne blandt bådpladshaverne og
afholder alle udgifter i forbindelse med administrationen af denne fordeling.
Bestyrelsen udarbejder reglement for benyttelsen af havnen og dens faciliteter.
Det kræver fast bopæl i Snaptun at opnå medlemskab i Snaptun Jollehavn.
Dog kan personer med tilhørsforhold til Snaptun, ansøge om medlemskab.
Medlemskabet afgøres af bestyrelsen.
§ 10.
Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden eller 2 medlemmer. Indkaldelse til og
dagsorden for møderne udsendes senest 3 dage før mødernes afholdelse.
Møderne ledes af formanden eller i hans fravær næstformanden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden samt 2
andre medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt flertal af de
afgivne stemmer.
Der udarbejdes et beslutningsreferat af bestyrelsesmødet. Referatet er godkendt,
hvis der ingen kommentarer er senest 14 efter bestyrelsesmødet.
§ 11.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling
afholdes 1 gang årligt i marts eller april måned.
Den indkaldes af bestyrelsen med mindst 4 ugers skriftligt varsel pr. mail.
Medlemmerne har pligt til at melde adresseændringer til bestyrelsen.
På den ordinære generalforsamling er de medlemmer, som har betalt kontingent,
stemmeberettiget.
På generalforsamlingen vedtages f.eks. hvilke nye faciliteter, der ønskes,
eventuelle ændringer vedrørende havnen eller nødvendige vedligeholdelses- og
reparationsarbejder.
§ 12.
Den ordinære generalforsamling ledes af en på møderne valgt dirigent. Stemmeret
kan kun udøves ved personligt fremmøde og kun med én stemme pr. medlem.
Dagsordenen skal mindst indeholde:
1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsen aflægger beretning (formand).
3) Kassereren fremlægger regnskab for det forløbne regnskabsår til godkendelse.
4) Kassereren fremlægger budgetforslag for følgende regnskabsår 1/1 – 31/12 til godkendelse.
5) Valg af bestyrelse og suppleanter til bestyrelsen samt 2 revisorer.
6) Behandling af indkomne forslag.
7) Eventuelt.
Forslag, der kommer til afstemning, afgøres ved simpelt
flertal.
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være
bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.
§ 13.
Ekstraordinær generalforsamling kan med mindst 4 ugers varsel indkaldes af
bestyrelsen og skal med samme varsel indkaldes, når mindst 10 stemmeberettigede
indgiver motiveret skriftlig begæring herom.
Sådan indkaldelse skal ske senest 4 uger efter begæringens modtagelse.
§ 14.
Foreningens regnskabsår løber fra den 1. januar til den 31. december.
Driftsregnskab og status indleveres senest 15. februar til revisorerne, som
inden udgangen af februar afleverer det til bestyrelsen i revideret stand
sammen med bemærkninger.
Det godkendte regnskab udsendes med dagsorden til generalforsamlingen.
§ 15.
På den årlige ordinære generalforsamling vælges blandt medlemmerne 2 revisorer.
Revisorerne har pligt til årligt at foretage ét kasseeftersyn. Ventelister til
bådpladser m.v. revideres af revisorerne i lighed med regnskaberne.
§ 16.
Enhver bådpladshaver skal følge ”Bestemmelser om betaling for brugsret til
bådplads i Snaptun Jollehavn ” og ”Reglement for havnen”.
Bådpladshaverne har udover betaling af havneleje ingen økonomiske forpligtelser
overfor Snaptun Jollehavn.
Betalingen af de nævnte beløb giver ikke ret til del i foreningens overskud
eller formue.
§ 17.
Vedtagelse af beslutning om ændringer af vedtægterne afgøres ved simpelt
flertal to på hinanden følgende generalforsamlinger.
§ 18.
Foreningen kan kun opløses på en generalforsamling, som er indkaldt med mindst
14 dages varsel af bestyrelsen og skal med samme varsel indkaldes,
når mindst 10 stemmeberettigede indgiver motiveret skriftlig begæring herom.
2/3 af de fremmødte skal stemme for opløsningen.
Vedtaget på generalforsamling den 12. april 2023.
Bestyrelsen:
Henrik Due
Kent Kristensen
Lasse Rendebæk Sørensen
Niels Jørn Henriksen
Steffen Christensen
Hvor der er vilje - kommer der en havn!